Bog omkring sikkerhed for hest og rytter, skrevet af Jan Ladewig
For alle, der elsker heste, er der ingen grænser for, hvor meget tid man kan bruge sammen med dem – både i stalden, på ridebanen og i terrænet. Det er fascinerende at være sammen med de store dyr, der bærer sine ryttere rundt og følger deres mindste kommandoer i et samarbejde, som er helt unikt. Men det kan også være farligt. Rideheste i dag er ikke meget anderledes end vildhestene, og der er mange kræfter på spil, når deres instinkter sætter ind.
Sikkerhed er derfor altafgørende sammen med hestene – det gælder både i stalden, på folden og under ridning. Ridesporten har en stor andel af både store og små skader på samvittigheden, men ved at følge nogle helt enkle omgangsregler med hestene kan der gøres meget for at nedbringe antallet af skader.
Sikkerhed for hest og rytter er en samlet gennemgang af den vigtigste viden, som et godt og sikkert samarbejde med hesten kræver. Bogen fokuserer ikke kun på sikkerheden under ridning, men i lige så høj grad på sikkerhed i den øvrige omgang med hesten: når du henter den fra folden, strigler den eller sadler den op, læsser den i en trailer og mange flere potentielt farlige situationer.
Sikkerhed for hest og rytter kan læses af alle typer ryttere, ’ponymødre’ og andre med interesse i sikkerheden omkring heste.
Sikkerhed for hest og rytter er skrevet af Jan Ladewig, som er professor i hesteadfærd og har været hestemenneske og rytter i en menneskealder.